EPD’en er en konkurrenceparameter

Saint-Gobain Denmark


Hos Saint-Gobain har man i mange år arbejdet med og brugt EPD’er og de bagvedliggende analyser. Klaus Birk, Direktør for Public Affairs hos Saint-Gobain Denmark A/S, fortæller:

– Vi bruger vores EPD’er til løbende at forbedre vores produkter og systemer, forstået på den måde, at vi inkluderer data fra LCA’erne i vores innovationsproces.

Gennem EPD’ens bagvedliggende LCA-data gennemgår man nemlig en proces, hvor det gøres klart, hvilke processer i produktionen der belaster mest. Klaus Birk fortsætter:

– Vi har værktøjet med som et bedømmelsesparameter, det vil sige, at det også nogle gange bliver en showstopper. Hvis vi ikke kan opfylde bæredygtigheds- og miljømæssige kriterier i vores udvikling, så stopper vi produktet, og så må vi forfra.

Saint-Gobain har altså anvendt EPD’er og de bagvedliggende LCA’er i mange år – bl.a. da de reelt ser det som en konkurrenceparameter.
Klaus fortæller:

– Det er jo en konkurrenceparameter, når man kan fremvise EPD’en og de data, der ligger bagved, ikke mindst når vi taler om certificeret byggeri.

Hos Saint-Gobain har de dog ikke deres EPD’er registreret hos den danske programoperatør, EPD Danmark. En af årsagerne, der også nævnes af andre producenter er, at EPD’erne blev udviklet før EPD Danmark fandtes, hvilket Saint-Gobain bekræfter:

– Vi er mange producenter i Danmark, der opererer med EPD’er registreret hos EPD-Norge, EPD-International / Environdec, Sverige eller RTS-EPD i Finland, alene af den grund, at EPD Danmark ikke eksisterede, da vi begyndte arbejdet med de første EPD’er! Til orientering, så har vi i Saint-Gobain Denmark pt. 45 stk. EPD’er til rådighed for det danske marked, og ikke én af dem er registreret i Danmark.
Af denne grund er det vigtigt at være opmærksom på, at man har oprettet en paraplyorganisation, ECO Platform, blandt de europæiske EPD programoperatører. Miljødata, i form af EPD’er, er altså mere omfangsrigt end hvad der ’kun’ ligger på nationalt plan.

Men selvom Saint-Gobain har deres EPD’er, oplever de endnu begrænset efterspørgsel. Klaus Birk slutter af med en opfordring:

– Vi ser en øget efterspørgsel fra bygherrer, desværre ikke så meget i Danmark, men hvis vi kigger på Norge, så stiller Statsbygg, der er den offentlige bygherre i Norge, krav til EPD’er, for at man kan blive leverandør. Vi kunne måske ønske os noget tilsvarende fra Bygningsstyrelsen i Danmark.