EPD’er kan bruges som beslutningsværktøj
NCC Danmark
I NCC ser de EPD’er som et af mange hjælperedskaber, når der skal udvælges byggevarer.
– En EPD giver ikke det fulde billede af et produkts bæredygtighedsprofil, men arbejdet mod et mere bæredygtigt byggeri er stort og omfattende, og det kræver frem for alt transparens, sporbarhed og anvendelig dokumentation – hvilket en EPD er med til at tilvejebringe, siger bæredygtighedschef Anna-Mette Monnelly fra NCC.
Hun fortsætter:
– I NCC tænker vi bæredygtighed bredt og inddrager både økonomiske, sociale og miljømæssige forhold, men vi går samtidig i dybden med vores indsats. Vi ønsker at tilbyde vores kunder reelt bæredygtigt byggeri, og derfor er arbejdet med for eksempel miljøvaredeklarationer vigtigt for at kunne reducere miljøbelastningen på sigt.
Gennem en trykprøvning af miljøvaredeklarationer har NCC forsøgt sig med at sammenligne armeringsstål, et produkt, som er vurderet relativt ens mht. funktionelle egenskaber, produktionsform og anvendelse. NCC indhentede og sammenlignede tilgængelige miljøvaredeklarationer (EPD’er) på armeringsstål.
Det viste sig dog, at deklarationerne var svært sammenlignelige, da de, på trods af at være baseret på samme standard, bl.a. ikke anvendte samme Product Category Rules (PCR). NCC oplevede derfor, at det, hvis man ønskede at bruge EPD som beslutningsværktøj på produktniveau, var nødvendigt at opstille en række kriterier, der skal være opfyldt, for at værdierne i deklarationerne kan sammenlignes.
Kriterierne som NCC opstillede for miljøvaredeklarationer er:
- udarbejdet efter EN15804
- udarbejdet efter harmoniseret europæisk standard
- udført af en anerkendt programoperatør
- verificeret af 3. part
- tilgængelig på en anerkendt database
– Når de kriterier er opfyldt, kan man med fagligt belæg sammenligne deklarationernes data. Det er selvfølgelig mest optimalt, at miljøvaredeklarationerne har samme PCR, men det kan man altså se bort fra, hvis de øvrige kriterier er opfyldt, siger Anna-Mette Monnelly.
Anna-Mette slutter med en foreløbig konklusion på deres trykprøvning:
– På baggrund af de udfordringer, vi er stødt på undervejs i forhold til sammenligneligheden af de eksisterende miljøvaredeklarationer, vurderer NCC og Lemvigh-Müller, at branchen har brug for at blive klogere på det reelle indhold i deklarationerne. Det betyder, at leverandørerne skal efterspørge EPD’er, der er udarbejdet i henhold til den europæiske paraplyorganisation ECO Platform’s retningslinjer.