Ny revision af EPD Danmarks Programinstruktioner
EPD Danmark har været i gang med at tilpasse vores programinstruktioner, så de åbner op for EPD værktøjsløsninger men også, så vi er klar til den nye standard, som udkom i oktober 2019.
Der er overordnet tre slags ændringer:
- generelle opdateringer og beskrivelser
- tilpasning af instruktioner til værktøjsløsninger
- tilpasning/introduktion af den reviderede standard/amendment 2 (EN15804 +A2:2019).
Find de reviderede programinstruktioner under 'dokumenter'.
Generelle opdateringer:
De generelle ændringer dækker over en ny opsætning, rækkefølge og afsnit af programinstruktionerne.
- Der er blevet udvidet og opdateret på organisationsstrukturen, herunder fx beskrivelse af den tekniske komité, der er nedsat, bestående af en gruppe LCA og EPD eksperter.
(Organisationsstrukturen, som angivet i programinstruktionerne V2)
- Der er også blevet introduceret afsnit om PCR anerkendelse, gensidig acceptaftaler, opdatering af en EPD og hvad dette kræver, samt et afsnit om gyldigheden af registrerede EPD’er.
- Sidst, men ikke mindst er mere generelle beskrivelser, opsætningsformalia mm. blevet flyttet til et appendiks. Dette er for at gøre programinstruktionerne lidt mindre tungt at gennemgå (både for eksperter og ikke-eksperter indenfor EPD’er). Vi håber desuden, at den nye revision også vil gøre det nemmere at anvende instruktionerne som opslagsværk.
Værktøjsløsninger:
Ifm. digitaliserings- og automatiseringsdagsordenen og den øgede efterspørgsel på miljødokumentation, har vi åbnet op for værktøjsløsninger. Dette betyder i praksis, at EPD Danmark nu accepterer og publicerer EPD’er, der er udformet vha. et LCA- eller EPD værktøj.
Udviklingen af retningslinjerne for dette er sket parallelt med, at flere andre EPD programmer har åbnet op for automatiseringsløsninger, og gennem vores samarbejde i ECO Platform arbejder vi løbende på at udforme harmoniserede retningslinjer.
Åbningen for værktøjsløsninger betyder overordnet at der udvides på den type EPD’er der kan publiceres, men også på processen for udvikling af EPD’er.
Ifm. værktøjsløsninger, er der introduceret en type EPD’er, der kaldes ’projekt-EPD’er’. Disse udformes vha. et automatiseret EPD generator/værktøj, som er udviklet for en branche eller en virksomhed og giver mulighed for at tilpasse til projektspecifikke egenskaber – fx ændring i recepten (A1-A3) eller afstand mellem producent og byggeplads (A4). Projekt EPD’er kan så udformes betydeligt hurtigere og til et givent projekt allerede i projekteringsfasen.
For at udforme projekt EPD’er foreligger der en række forudsætninger. Blandt andet skal der vha. EPD generatoren være udformet og godkendt/publiceret en repræsentativ produkt EPD, der fungerer som reference. Udover projekt EPD’er, kan man også udforme produkt- og branche EPD’er, som det hele tiden har været.
Værktøjs- og automatiserede EPD løsninger er indskrevet i programinstruktionerne, og nærmere beskrevet i appendiks D (som dog ikke bør læses uden gennemgang af programinstruktionerne også).
Revideret standard:
I oktober, 2019, udkom der en ny revideret udgave af ”vores” EPD standard (EN15804), som medfører ændringer i kravene til udformning af EPD’er.
EPD Danmark accepterer/tillader på nuværende tidspunkt både EPD’er udformet efter "den gamle udgave” (EN 15804+A1) og "den nye” (EN 15804+A2), da der er angivet en overgangsperiode på 3 år. I samarbejde med andre Europæiske programoperatører, gennem ECO Platform, er vi ved at finde en harmoniseret måde at udrulle brugen af EN15804+A2 i praksis.
På nuværende tidspunkt anbefaler vi i EPD Danmark, at hvis man får udformet sin EPD efter den nye reviderede udgave, bør man få lavet et tillægsblad, der kommunikerer resultaterne efter den ”gamle” udgave, således at jeres EPD kan anvendes i fx LCAbyg (og andre lignende programmer, der er tilpasset formatet fra EN15804+A1).
Læs mere om den nye revision på vores hjemmeside, her: Ny revision af EN15804
De mest opsigtsvækkende ændringer i den nye udgave af EN 15804 er:
- Minimumskravet for livscyklusstadier dækket i EPD’en
- Påvirkningskategorierne der deklareres
Minimumskravet for livscyklusstadier ændres fra ’kun’ at være A1-A3, til også at inkluderes C og D, der vedrører endt levetid samt potentialer i næste produktsystem.
(Obligatoriske livscyklusstadier iht. den reviderede standard, EN15804:2012+A2:2019)
Påvirkningskategorierne, der dokumenteres i en EPD, er i den reviderede standard ændret, da den læner sig op ad en anden ”deklarationsform” der er under udvikling (for andre produkter end byggematerialer), nemlig Product Environmental Footprint (PEF).
Helt teknisk betyder dette, at man går fra at anvende CML baserede kategorier, til at anvende kategorier defineret under PEF. Det betyder bl.a. at man opdeler global opvarmning i udledninger baseret på hhv. fossile og biogene kilder, samt introducerer toxicitetskategorier.