Nyt i de nye programinstruktioner
Der er sket meget, siden vi udgav vores seneste programinstruktioner i 2020. Antallet af EPD’er er eksploderet, alles øjne hviler på producenternes resultater, automatiseringen af processen har taget fart og så har vi fået afklaring på mange LCA faglige spørgsmål, som har udmøntet sig i regler, som I som LCA konsulenter skal arbejde efter. Vi er derfor glade for at kunne præsentere vores nye og opdaterede programinstruktioner.
Programinstruktionerne fastlægger nemlig ikke blot hvordan vi som EPD Danmark, eller vores verifikatorer skal arbejde. De skaber også de rammer, som LCA konsulenten arbejder under. Derfor er det af største relevans for EPD Danmarks community at sætte sig ind i de nye retningslinjer. Selvom vi opfordrer jer, som arbejder med EPD til dagligt, til at læse dokumenterne igennem, så får i også en præsentation af nogle af de centrale ændringer i denne artikel.
Technical Rules and Guidelines
Med udgivelsen af GPI version 3.0 lancerer vi også de helt nye 'Technical Rules and Guidelines’, hvor eksisterende (og enkelte nye) regneregler, der tidligere kunne findes i ’Læs mig’-filen i konsulentkittet, er hævet op som et officielt dokument, tilgængeligt på EPD Danmarks hjemmeside. Konsulentkittet beholdes, men vil fremover kun indeholde skabeloner, verifikationstjeklister og evt. hjælpende eksempler og guidelines for brug af skabelonerne.
Figur 1: Overblik over den nye dokumentstruktur i EPD Danmark
I kender konceptet fra konsulentkittet, men som del af vores nye GPI indfører vi et officielt teknisk dokument med alle de regneregler og specifikke tolkninger, som verifikatorerne beder jer om at overholde.
På denne vis bliver det nemmere for jer som konsulenter at vise overfor en kunde, at I gør det rigtigt, og det bliver nemmere for verifikator at referere til præcis den regel, som skal overholdes i de enkelte punkter i verifikationstjeklisten.
Technical Rules and Guidelines indeholder meget af det, du kender allerede; eksisterende regneregler fra LÆS MIG-filen, beslutninger fra den Tekniske Komite og specificeringer af, hvordan vi i EPD Danmark tolker specifikke afsnit af EN 15804. I Figur 2 kan I se nogle af de nyere elementer i Technical Rules and Guidelines, og hvor de stammer fra.
Figur 2: Oprindelsen af indholdet i Technical Rules and Guidelines
Selvom meget af indholdet i dokumenterne er genbrug (og det er vi jo bestemt ikke kede af), så kan der være specifikke regneregler som er nye, og som vil kunne give anledning til en genberegning. Derfor vil vi fra 1. april 2025 gå ind i en overgangsperiode på 6 måneder, hvor konsulent-kit strukturen og den nye GPI-struktur eksisterer parallelt. Overblikket finder du i Figur 3.
Figur 3: Overgangsperiode mellem gamle og nye tjeklister. Selve GPI'en træder i kraft med øjeblikkelig virkning, mens Technical Rules and Guidelines har 6 måneders implementeringsperiode.
Det er altså tilladt at arbejde enten efter nye regler (verifikationstjekliste 2.9 og Technical Rules and Guidelines) eller gamle regler (verifikationstjekliste 2.7/2.8 og Konsulentkit 2024.1/2024.2) helt ind til 1. oktober 2025, hvorefter alle EPD’er skal verificeres efter verifikationstjekliste 2.9. Der er indført plads til at angive verifikationstjekliste på den sidste side i EPD skabelonen.
Digitalisering
Per 1. april 2025 skal alle EPD’er som udgives hos EPD Danmark findes på det digitale ILCD+EPD format. Vi er dog godt klar over, at flere af jer ikke har aftalt udfyldning af importark som en del af jeres aftaler med kunderne – og derfor har vi besluttet at denne omgang ligger på vores skuldre. Der er tale om en overgangsperiode, indtil vi er klar til at lancere vores nye EPD Danmark platform, EPD SPACE.
Da der er mange EPD’er at tage sig af, kan vi ikke sætte en tidshorisont på udgivelsen af de digitale udgaver af EPD’erne. Vil din kunde gerne springe køen over, så er i velkomne til at indsende det udfyldte importark til os. Så sørger vi for godkendelse og konvertering.
Figur 4: Fra første april bliver digitalisering af EPD'er obligatorisk. Men på grund af den sene varsel, stiller vi i EPD Danmark indtastning service gratis til rådighed.
Udsigten er, at vi er i gang med at ændre måden, du opretter EPD’er på. Vi er i gang med den helt store renovering af, hvordan vi skaber og digitaliserer vores EPD'er. En simultan oprettelse af PDF og digital version, som skal sikre at alle EPD'er findes på ILCD+EPD formatet. Omkring og parallelt med denne ’konverter’ arbejder vi også på at implementere andre dele af processen; klargøring af verifikationstjeklisten til verifikator, underskrift og godkendelse af hhv. verifikator og EPD Danmark, som sender EPD’en videre til direkte upload på både www.epddanmark.dk og ECO Portal.
Vi har valgt at kalde det EPD SPACE og vi forventer at kunne lancere det i efteråret.
Figur 5: I 2025 arbejder EPD Danmark på højtryk for at optimere de digitale processer, så alle EPD'er automatisk digitaliseres.
EPD og LCA tools
Sidste nyhed i GPI’en er overhalingen af vores tool-afsnit. I den nye GPI lægger vi vægt på, at regler for tools skal være tydelige og anvendelige og samtidig sikrer EPD’er af høj kvalitet. Vi har forsøgt at tydeliggøre forskellen på de to typer værktøjer i Figur 6.
Figur 6: Oversigt over de væsentligste forskelle på LCA og EPD tools
Ud over arbejdet med at separere de to typer tools i to afsnit, og få tydeliggjort hvad der gør dem forskellige, så har vi også arbejdet på at strømline de begreber som man skal have styr på, i arbejdet med tools. I Figur 7 og Figur 8 har vi samlet nogle af disse begreber, for at I nemmere kan danne jer et overblik.
Figur 7: I arbejdet med EPD'er udviklet med tools kan det være svært at holde styr på begreberne. I oversigten herover har vi samlet de EPD-benævnelser, som er relevante at kende.
Figur 8: Der knytter sig også mange rapporttyper og andre dokumentations-formater til arbejdet med tools. Figuren herover viser et overblik over de forskellige rapport-typer i tool arbejdet.
Ud over at have ’ryddet op’ i afsnittet, så har vi også uddybet hvad der forventes af hhv. udviklere, ejere og brugere af et tool, så det er nemmere at danne sig overblikket over hvad der forventes og hvad der skal dokumenteres.