Marcin Jozwiak Oh0ditwohi4 Unsplash

Guide om el og EPD'er

Guide til dig, der har brug for mere viden om el og EPD'er.


Med et større fokus på tiltag, der kan fremme den grønne omstilling, bliver der i større og større grad handlet med certifikater på grøn energi. Denne udvikling gør både arbejdet med modellering og dokumentation af EPD’er mere komplekst. I denne guide introducerer vi dig til de centrale begreber og krav, som du skal være opmærksom på, når du arbejder med strøm i en EPD-kontekst. 

Forstå elnettet

Den strøm, som forbruges på de danske virksomheder, er en blanding af strøm fra et hav af forskellige kilder. Inden for landets grænser produceres strømmen af bl.a. vindmøller, solceller, kraftvarmeanlæg til bortskaffelse af affald og kraftværker, som drives med fossile brændsler. Men Danmark er også forbundet med Norge, Sverige, Tyskland og Holland, hvorfra der løber strøm fra bl.a. norsk vandkraft, svensk A-kraft og tysk kulkraft. Strømmen bevæger sig via transmissionsnettet, hvor den blandes og hvor det derefter er umuligt at sige, hvor den enkelte enhed af strøm stammer fra. El vil derfor altid skulle betragtes som et mix, men dette mix kan afgrænses på flere forskellige måder. Med ønsket om at kunne fremme den grønne omstilling ved at kunne sælge strøm fra vedvarende energikilder for en merpris, bliver afgrænsningen af dette mix endnu mere komplekst.

Oprindelsesgarantier, Guarantee of Origin og el-certifikater

For at imødekomme behovet for salg af strøm fra specifikke kilder til slutkunden, har man på Europæisk niveau udviklet et system, hvor der udstedes oprindelsesgarantier, eller på engelsk ’Guarantees of Origin’ (GO). En oprindelsesgaranti er et elektronisk certifikat, der dokumenterer og garanterer oprindelsen og den grønne værdi i energi fra vedvarende energikilder. Oprindelsesgarantien har en værdi af 1 MWh vedvarende energi, og udstedes af en officiel, national udsteder. I Danmark udstedes oprindelsesgarantierne af Energinet, mens der i andre EU lande er udpeget nationale udstedere af certifikaterne. Formålet med certifikatet er, at den samme vedvarende energi ikke sælges flere gange, og kan handles uafhængigt af det konkrete forbrug af energi.

Oprindelsesgarantier registreres af producenten af strømmen, og kan derefter handles på markedsvilkår, indtil de i sidste ende annulleres eller udløber. Når en oprindelsesgaranti annulleres, betragtes energimængden som forbrugt, og en annulleringsbekræftelse vil derefter kunne bruges til at dokumentere, at energien er solgt til en slutkunde.

Når en MWh af vedvarende energi er annulleret, skal den ikke længere tælles med i det mix, som ender hos de andre forbrugere. Hos Energinet opgøres strømmen i ’Miljødeklarationen’, som er opgørelsen over hvor strømmen fysisk kommer fra, og ’Den generelle deklaration’, som er en regnskabsteknisk opgørelse, hvor de annullerede certifikater er trukket ud. På LCA-sprog hedder de to typer opgørelser ’grid mix’ og ’residualmix’, og det er vigtigt at skelne mellem disse når man modellerer sin produktion.

Modellering af strøm

Der skelnes mellem 3 datatyper for strøm:

Grøn strøm: Fornyelige energiformer – såsom sol- og vindenergi. Biogas defineres ligeledes i EPD-sammenhæng som vedvarende energi. Der kræves kopi af Energicertifikater, som dokumentation på, at en bestemt mængde energi stammer fra vedvarende energikilder. Defineret i EU direktiv 2009/28/EC.

Grid mix: El-mixet svarende til national produktion plus import, fratrukket eksport. Dvs. elnettets sammensætning af energikilder fx fossilebrændsler som kul & naturgas, samt vedvarende energi som biomasse & vind, uanset om den vedvarende energi er registreret med GO. Grid mixet omtales også som ’forbrugsmixet’, og er det mix som præsenteres i ’Miljødeklarationen’ fra Energinet.

Residualmix: El-mix som tager højde for, at strøm fra vedvarende kilder (grøn strøm) sælges via certifikater (GO’er). Residualmixet er den strøm, der er tilbage, når al certificeret grøn strøm er trukket ud af det gennemsnitlige strømmix, det vil typisk sige den ”sorte” strøm, baseret på f.eks. kul og naturgas samt den vedvarende energi, der ikke er bundet op på de grønne certifikater. Det danske residualmix opgøres i ’Den generelle eldeklaration”.

Energinets deklarationer kan findes på https://energinet.dk/el/gron-el/deklarationer/.

Nye krav til modellering af strøm

Fra 1. April 2023[1] indfører EPD Danmark krav til, hvordan strøm skal modelleres.
EPD Kravene er baseret på nye krav fra ECO Platform.

A1-A3

Forgrundsdata:

Specifikke data for energiproduktion skal altid anvendes, når de er tilgængelige.

  • Det vil sige, at hvis der anvendes grøn strøm i produktionen skal strømmen modelleres som denne specifikke strømkilde (Oplyses f.eks. 100% dansk vindmøllestrøm bruges et datasæt for vindmøllestrøm, er der tale om et mix af flere energikilder skal mixet modelleres)
  • Anvendes der ikke certificeret grøn strøm skal produktionens strømforbrug modelleres som residualmixet.

Baggrundsdata:

  • Skal så vidt muligt beregnes baseret på residualmixet
  • Da baggrundsdata oftest er beregnet på forbrugsmixet (grid mix) godtages dette også, såfremt der ikke forefindes datasæt med residual mix, blot der tydeligt redegøres for dette i baggrundsrapporten.

Øvrige moduler

Grid mixet skal anvendes for eventuelle moduler ud over modulerne A1-A3 (dvs. fabriksporten), hvortil der ikke anvendes GO'er (se note 2 herunder).

Note 1: Fabriksporten kan nogle gange også omfatte A4 og A5 (f.eks. fabriksbeton).

Note 2: Kun hvis EPD-ejeren har direkte kontrol over en bestemt proces i et hvilket som helst af B-modulerne og/eller C-modulerne (hvilket f.eks. kan være tilfældet for bygge- og anlægsvirksomhed eller til genbrug), kan produktion af elektricitet, der anvendes i denne proces, modelleres med GO og residualmix.

Anvendte Guarantee of Origin – certifikater

Oprindelsesgarantier vil oftest handles mellem el-producenter og el-leverandører, og derfor har producenter af byggevarer sjældent kendskab til selve oprindelsesgarantien og annulleringsbekræftelsen.

Byggevareproducenten vil derimod være i besiddelse af en aftale med el-leverandøren eller et certifikat, som bekræfter køb af strøm og oprindelsesgarantier. Derfor accepterer EPD Danmark, ud over annulleringsbekræftelser, også disse certifikater som dokumentation for køb af oprindelsesgarantier.

Certifikaterne findes i mange forskellige udformninger, og det er derfor svært at opstille konkrete krav, men nedstående retningslinjer bør følges.

Punkter vi ser efter er:

  1. Der står, at det følger Energinets retningslinjer om GO'er eller refererer til enten RES-direktivet (2018/2001/EF) eller BEK NR. 1323 AF 03.12.2010
  2. Det fremgår, at certifikatet dækker den mængde elektricitet eller biogas, der specifikt indkøbes eller bruges på stedet ("...din garanti for, at mængden af ​​strøm, du bruger, svarer til produktionen fra en konkret dansk vindproduktion")
  3. Den definerer elektricitetens eller biogassens oprindelse, som skal afspejles i EPD’ens baggrundsrapport.

De typiske faldgruber er:

  1. Det definerer ikke energimængde (fx ”Virksomheden har købt certificeret miljøvenlig strøm.”). Certifikatet dækker herved over hvilken som helst mængde.
  2. Det refererer ikke til noget officielt system til administration af GO'er (det nævner ikke engang GO'er).
  3. Det giver ikke den type elektricitet, der skal modelleres. Dette er ikke et problem i sig selv, det kræver bare lidt mere research fra konsulenten at finde frem til, om energien stammer fra vindmøller, solenergi eller et mix.

Certifikater skal fremsendes til EPD Danmark sammen med materialet som skal videreformidles til verifikator. Det er også vigtigt, at det det fremgår tydeligt af EPD’en, hvis der anvendes certifikater (GO’er).

Certifikaterne skal dokumenteres årligt og EPD Danmark vil derfor kontakte producenten for at rekvirere dokumentation for, at de faktisk har købt den strøm eller biogas, som EPD’en baseres på. Hvis indkøbene ikke vedligeholdes, så trækkes EPD’en tilbage.

 

______________

[1] Vi har tidligere meldt skæringsdatoen ud som værende 1. november 2022. Vi har desværre måtte udskyde overgangen.