Gene Gallin E6KM98Q D4o Unsplash

Greenwasher du dit end-of-life?

Veldokumenterede data er vigtige - også når vi underbygger scenariebaserede moduler.


Det er vigtigt at understøtte den gode genbrugsordning - men hvordan viser du verifikator, at dit modellerede scenarie lever op til kravene i EN15804?

Scenariet som beskriver slutningen af et produkts levetid skal både være realistisk, alment eksisterende og sandsynligt for det specifikke materiale. Man vil gerne dokumentere gode tiltag, men for eksempel er en tilbagetagningsordning hos producenten ikke en garanti for, at det anvendte byggemateriale kommer tilbage til den samme producent.

Som udgangspunkt skal man altid se på, om end-of-life er defineret i en eventuel cPCR, og basere sin model på dette.

Det er afgørende for EPD’ens kvalitet, at de scenarier som modelleres i C3 er ibrugtaget og realistiske. Derfor skal du benytte dig af scenarier, der er fungerende og i drift. Undgå at bruge producentens nyetablerede tilbagetagningsordning eller et teoretisk genbrugspotentiale.

Underbyg din påstand

Du har forskellige muligheder for at dokumentere dit scenarie:

  • Officielle affaldsstatistikker og rapporter (fx om genbrugspotentialer og realiseret genbrug). Ved gængse materialer i fraktioner der er store nok til at blive behandlet i affaldsstatistikker, vil man typisk kunne finde nogle gennemsnitstal på landsplan.
  • Nedriver/affaldsbehandlere: kan du ikke finde gennemsnitsdata på dit specifikke produkt eller har du brug for yderligere informationer, kan du kontakte dem, der ved mest om hvordan den konkrete fraktion vil blive håndteret. Fx hvor meget energiforbrug maskinerne har og hvilke fraktioner, der i praksis bliver sendt til genanvendelse og hvilke, der bliver bortskaffet.
  • Hvis producenten har en tilbagetagningsordning: Ordningen skal underbygges ved at redegøre for mængder. Det skal være ”betydelige mængder” - sender du 100 kg ud, og der kommer et halvt kilo tilbage, er tilbagetagningsordningen ikke praksis. Hvordan dokumenterer man det? Der findes endnu ikke en standardiseret måde at dokumentere, at en tilbagetagningsordning er i drift. Derfor er det vigtig, at du forholder dig til din konkrete kundes indsamling af udtjente produkter, og hvordan du bedst muligt underbygger denne i din LCA-rapport.

Uanset hvad din kilde til viden er, så husk henvisning, så verifikator ved, hvor du har din viden fra.

 

Lad os tage et eksempel: Tagsten

Du skal lave en EPD på tagsten inklusive end-of-life. Producenten siger, at tagsten kan genanvendes. Hvordan griber du opgaven an? Her kommer nogle tænkte scenarier:

Scenarie 1: Du kigger i MST-affaldsopgørelser og finder ud af at alt tegl nedknuses. Til gengæld finder du en rapport fra en anerkendt vidensinstitution, der redegør for at 10% af alle tagsten genbruges direkte. Det kan du bruge som belæg for at inddrage genbrugsscenariet i din EPD.

Scenarie 2: Da du ikke kan finde noget i de officielle rapporter og statistikker, tager du fat i en nedriver eller affaldsbehandler for at finde ud af, hvordan de typisk vil håndtere tagsten. Flere nedrivere fortæller, at en betydelig mængde tagsten genbruges, og det bruger du som dokumentation for at genbrugsscenariet eksisterer. Nedriverne kan i dette tilfælde oplyse dig om de mængder, der hhv. genbruges og nedknuses. De kan også informere dig om, hvor meget diesel, der bruges på nedknusning af et ton tagsten, hvilket også er brugbar viden til din EPD.

Scenarie 3: Producenten modtager årligt en mængde brugte tagsten, som virksomheden sælger på hjemmesiden. Producenten modtager i øjeblikket årligt 10 ton, men producerer over 100.000 ton nye tagsten. I dette tilfælde repræsenterer tilbagetagningen ikke en betydelig mængde, og dermed er det ikke et sandsynligt scenarie, at det enkelte ton nye tagsten, du modellerer, kommer tilbage. Derfor kan du ikke, baseret på denne information, modellere direkte genbrug som et scenarie.

I ingen af de nævnte scenarier, er direkte genbrug den primære håndtering af produktet ved nedrivning. Derfor er du nødt til at tage højde for, at størstedelen nedknuses og genanvendes.
Hvordan du håndterer dette, kan du blive klogere på i næste del af vores miniserie om EOL modulerne.

 

cPCR eller ej – nu er du klar til at dokumentere dit end-of-life-scenarie.